Under festivalen SamVærk arbejder børn og unge med en vifte af kunstneriske og arkitektoniske udtryksformer. De oplever at få en ny ”stemme” at udtrykke sig med i det københavnske kulturliv.

I den kreative proces med kunstnerne, som møder børnene og de unge på skoler og institutioner, opnås ikke kun viden om og erfaring med en kunstnerisk teknik.I processen udfordrer kunstneren også de deltagende børn og unge til at tage stilling til, finde på og byde ind med ideer til, hvordan det arkitektoniske kunstværk kan folde sig ud.

Børnene og de unge får skabt et eget værdisæt for, hvad den kunstneriske proces kan være for dem hver især, samtidig med at de får mulighed for at se hvordan deres fælles kunst- og arkitektoniske værk opleves af et publikum på festival pladsen.

Nærvær og interaktion mellem kunstværkerne og publikum formidles bl.a. af børneguides på pladsen. De vil fortælle om den kunstneriske proces og komme med forslag til hvordan de enkelte dele af det samlede kunst- og arkitektoniske værk kan opleves af publikum. SamVærk vil inddrage og engagere sit publikum, og de udøvende børn og unge kan så og sige række hånden frem til andre børn og unge: ”Kom og vær med”.

Læs den samlede rapport om samVærk her

Læs om oplevelserne med kunstprojekter på skoler og institutioner her nedenunder eller hent på PDF her:


Guldberg Skole, Nørrebro

I opgang A, 3. sal, har 4. D. klasselokale, men rummet ligner nu mere et atelier i en fransk taglejlighed. Stole og de fleste borde er flyttet ud i gangen. Lyset, der falder ind gennem de store vinduer rammer en masse magasiner af glitrende papir i mange farver og en række af store spånplader, der står på gulvet og har form som huse. Det er Louise Heebølls hjælper Theis, der har været nede i sløjd og skære dem ud. Husene har taget form efter farvelagte tegninger, som børnene har lavet. På væggen hænger en skitse af et hus i papir. På skitsen er huset inddelt i 3 dele - der står ”taget”, ”huset” og ”gaden”. Børnene er i gang med at klippe og saksene lyner gennem magasinerne et efter et. De er koncentrerede for de har hver især fokus på at få udklip i særlige farver. ”Jeg har valgt gul,” er der en, der siger til en anden. Der hersker stadig lidt mystik omkring udklippene. Hvad er det helt nøjagtigt, der skal ske med dem? Endelig spørger Louise Heebøll børnene, om de er ved at have en god bunke udklip alle sammen, så de kan komme i gang med kollagerne?

 

Proces og ramme

Ugen hvor 4. D.s værk til SamVærk skal laves starter med, at klassen er inde og se pladsen, hvor det hele skal foregå. De får til opgave at finde 5 gode og 5 dårlige ting ved Frue Plads. Louise Heebøll præsenterer børnene for temaerne ”utopi” og ”dystopi” og der tales en del om, hvad ordene betyder. Tirsdag og onsdag går med, at hvert barn vælger et af ordene og tegner et hus ud fra det. Farverne på tegningerne røber valget af ord. De dystopiske huse bliver brune, grå og sorte med lyn og tunge skyer hængende over sig. De utopiske huse stråler i alle regnbuens farver. ”Jeg gad faktisk ikke, at vi skulle tegne og klippe først, men nu synes jeg alligevel, det er sjovt med det ord,” siger en af drengene. Hver elev har fået sin egen plads på pladen, der rummer 3 forskellige huse med samme tema. Det er torsdag, dagen, hvor sløret bliver løftet for, hvordan der skal blive et værk ud af de tusindvis af udklip i alle mulige former og størrelser, som produceres på højtryk lige nu. Udklippene bliver samlet i konvolutter med alle børnenes navne på, så de ikke blandes sammen. Louise sætter sig på hug ved en af pladerne og går i gang med at forklare princippet i kollageteknikken. Hun viser, hvordan der skal arbejdes med tapetklister; ”Det er vigtigt, at der kommer nok på … hellere for meget end for lidt … reglen er, at der skal være kollage over hele jeres plade på fredag”.

 

Hvad synes du?

Der er valgt 2 temaer på forhånd. Tegningerne er med til at forme et billede af det, der ender som kollager på pladerne og tilsammen danner 4. D.s værk. De skal sættes op inde på pladsen med de utopiske huse på en side og de dystopiske huse på den anden. En af 4. D.s lærere bemærker, at rammerne virker fordrende for kreativiteten, fordi de tydeligvis sætter gang i noget hos dem. Så børnene gennemgår en proces, hvor de hver især finder de 5 gode og 5 dårlige ting ved pladsen og herefter vælger, hvordan de vil lade indtrykkene komme til live i deres tegninger. De individuelle tegninger rummer udtryk, der går fra dramatiske over romantiske til helt klassiske. Nogle er meget virkelighedstro og i andre tegninger er det tydeligvis den frie fantasi, der er på spil. Der er ingen tvivl om, at børnene bemærker, at det er en meget anderledes måde at arbejde på. Selvom der er fokus på, at det er DERES værker, har de svært ved at lægge forventningen om vejledning fra en voksen på hylden. Måske ikke så overraskende hvis man tænker over, at de arbejder i skoletiden og bruger klasselokalet som ”værksted”. Efter 3 dage er der stadig nogle af børnene, der kan finde på at spørge, hvad der forventes af dem? En af pigerne hiver fat i ærmet på Theis; ”Hvad er det, jeg skal her?”, spørger hun lidt irriteret. Theis kommer hurtigt med sit svar; ”Hvad synes du selv, hvad kunne du selv forestille dig?” Og så tager de den derfra …

Det skal give mening!

Det handler om, at der skal arbejdes med at få svarene frem, som børnene har inde i sig. Det er en udfordring for mange af dem at gennemgå processen. De har fået stillet én opgave ad gangen og har derfor ikke haft et klart billede af målet. Det lader til, at de netop kredser meget om, at de skal kunne se en mening med det, de sættes i gang med, for at de synes rigtigt at kunne engagere sig. Det lader til at være lidt kompliceret, når der skal være ”mellemregninger”, inden det endelige værk står færdigt! Louise Heebøll har på den måde taget dem med på en lille rejse. De er startet i det store byrum med universelle utopier og dystopier som emner. De har prøvet at skabe et personligt forhold til pladsen ved at fokusere på de 5 gode og 5 dårlige ting. Endelig har de prøvet at gøre det til et individuelt projekt for hvert barn med tegningerne og et fælles projekt for klassen med kollagernes samspil i værket. Ikke overraskende har en af lærerne observeret, at det var den individuelle opgave, som fik skabt lidt mere fokus hos børnene. Det kunne mærkes i den måde de arbejdede på, men også ved at der ikke var nogen konflikter at spore mellem eleverne.

 

Gasværksvejens Skole, Vesterbro


På Enghavevej 80 ligger et kompleks som huser mange forskellige kulturelle aktiviteter. Her har bl.a. Streetmekka, KPH og AFUK til huse. Nycirkusartist Henriette Aarup tager eleverne fra Vesterbro og en af deres lærere med ud i AFUKs lokaler for at øve til deres performance. De 22 børn, der er fordelt på 16 piger og 6 drenge, er fra 5 forskellige 5.klasser på Gasværksvejens skole. De arbejder med at formidle fortællinger om byen gennem tricks-lignende formationer med udgangspunkt i Frue Plads. Det hele minder nok mest om en blanding af cirkus og teater. Det er deres anden dag sammen. I går var de udelukkende på skolen, men Henriette har valgt at tage dem med herop i dag, for at vise dem de forskellige lokaler og aktiviteter på AFUK. I morgen skal de ind på Frue Plads og øve.

Værktøjer gennem legen

Nu skal vi lege en leg,” siger Henriette. ”Jaah! ”er der flere, der råber. ”Jeg kan godt lide at lege,” siger en af pigerne entusiastisk. Henriette inddeler dem i hold med 4 børn på hvert hold. De får nu besked på, at der skal være et bestemt antal hoveder, fødder, numser, knæ og hænder, som rører jorden. Den første omgang, er 2 knæ, 2 fødder, 2 hoveder og 4 hænder. ”Må man snakke imens?” Henriette forklarer, at det må de gerne, men fortæller, at det kan være en fordel at fokusere på 'at gøre' i stedet for 'at tale'. Det handler nemlig om at være den gruppe, som løser opgaven først. De arbejder ivrigt sammen i grupperne og der er meget lyd på. De er gode til at kaste sig ud i det og kigge på, hvad de andre gør, for så at forsøge at finde en position, der passer. Sidste omgang hedder ”10 hænder”. En gruppe af piger er hurtigt færdige – denne gang taler de næsten ikke sammen.

Det er som om, at der i legen opstår et frirum for børnene, hvor de i større grad kan være skabende.  ”I legen er de ikke så selektive eller kontrollerede som i andre aktiviteter og de tør give mere slip og lade sig rive med,” fortæller Henriette. ”Måske fordi de ikke bliver bedømt på det, de gør,” reflekterer hun.

At inspirere til kreativitet

De er kreative og hjælper hinanden. En gruppe har 'et hoved for meget' i forhold til den opgave, som Henriette har stillet. I klumpen af børn, sidder en pige ovenpå en anden pige, hvis hoved rører gulvet. Uden at sige noget, tager den ene pige hurtigt og støtter den anden piges hoved, så det ikke længere rører jorden og opgaven er løst. ”Det er smarte løsninger, I har lavet,” roser Henriette børnene. ”I er super gode, har I kigget på det I laver, det er faktisk skulpturer i har lavet,” fortsætter hun.

Børnene ser nu straks mulighederne; ”Det ville være flot, hvis hver gruppe havde ensfarvet tøj på”, ”pyramider, eller en stor skulptur,” lyder det. Ideerne flyver nu gennem luften. ”Det er godt at tænke i farver, så bliver man tydelig, og hvis ens krop kun har én farve, ser man bedre, hvad kroppen gør,” forklarer Henriette anerkendende til deres mange input.

Selvom der bliver arbejdet med cirkustricks, er det fortællingen, der er i fokus, fortæller Henriette. Med den her form for cirkusteater, handler det ikke om at kunne lave store flotte tricks, men om at man gennem tricks formidler en fortælling. I det her tilfælde er det børnenes egne fortællinger, og rammen er byrummet. Derfor introducerer Henriette dem i dag til øvelser, som de så senere på dagen skal arbejde kreativt med og i grupper danne billeder ud fra de tricks, de har lært. Det er hele tiden en afvejning af at arbejde både eksperimenterende og improviserende og finde den endelige form på kun 5 dage.

Kunsten at være i processen

Den første dag hvor Henriette introducerer projektet for børnene, gør hun det med det samme klart, at det er noget, de skal lave i fællesskab, og det er børnenes egne ideer, som er i fokus for projektet. De begynder meget hurtigt at komme med ideer, men det tager noget tid for dem at forstå, hvordan de kan formidle en fortælling gennem deres kroppe og formationer. De har svært ved at give slip på, hvad det helt konkret skal blive til, og bare være i en proces, hvor de for en gangs skyld ikke behøver at have styr på tingene, og hvor der ikke nødvendigvis er et rigtigt eller forkert. De er meget fokuserede på resultatet og har i begyndelsen svært ved hele processen omkringhvordan, de kommer frem til det. Det tager helt naturligt noget tid for børnene at tage den her fortællende cirkusteaterform til sig og forstå, hvad den kan, at det netop ikke handler om at lave store flotte cirkustricks. Det er fx svært at forstå, hvordan det, at de alle står med armene ud til siden, kan udtrykke noget særligt. ”Det er da ikke noget,” kommenterer et af børnene lidt skuffet. Men da Henriette viser dem en film, hvor professionelle artister laver samme scene, giver det dem en oplevelse af, hvad en sådan position kan formidle. Udtrykket giver pludselig mening, det bliver kvalificeret.

 

Bordings Friskole, Østerbro

Bordings Friskole er en ældre skole, som ligger ved søerne på Østerbro. Det er en klassisk bygning med store trapperum og klasseværelser med højt til loftet. Fra et af klasseværelserne er der en fantastisk udsigt over byens mange hustage og lyset strømmer ind gennem de store vinduer. Der er stillet gamle fuglebure op rundt omkring i lokalet i dagens anledning. I klasseværelset er de sidste rester af madpakkerne blevet fjernet fra bordene, som står i to rækker med håndskrevne bordkort med elevernes navne på. 5. a er kommet tilbage fra deres udflugt ind til Frue Plads og har lige spist frokost. Nogle piger kigger nysgerrigt i en gammel kuffert, som står på gulvet. Kufferten er fyldt med mange forskellige skriveredskaber og kontorartikler. Der er en forventningsfuld stemning i klasselokalet. De følgende dage skal den stå på kreativ udfoldelse i selskab med et par lærere og de to kunstnere fra Papirkontoret. Tiden er kommet til, at rammerne skal præsenteres. Der skal arbejdes med ”Ord På Plads”, som skal komme til udtryk igennem tre installationer, der går ud på, at børnene skal arbejde med at konstruere og putte ”Ord i bure”, lave tavler med deres egne ti bud og designe/bygge en talerstol, hvorfra man kan ”Ta´ ordet”.

At arbejde med ord

Eleverne hjælper med at sætte limpistoler til rundt omkring på bordene og Bodil fra Papirkontoret introducerer til dagens første øvelse med ord. Hendes begejstring for ord smitter af på eleverne, da hun fortæller om pladsens fængsel, kirken og det at man i gamle dage ikke måtte gå imod gud. Hvordan er det med ytringsfriheden i dag? I dialog svarer eleverne ved først at række hånden op. Derefter er det elevernes tur til at komme med ”farlige ord”, som skal i fængsel. Imens skriver Sidsel fra Papirkontoret ordene op på klassens smartboard. En traditionel undervisningsmetode som eleverne er trygge ved, men alligevel mærkes usikkerheden, for hvad er nu farlige ord? Forsigtigt kommer de første ord; For Fanø, kraftedeme, for satan og derefter mere modigt fuck, død og bank. Eleverne tysser på hinanden, så de kan høre og de kommenterer hinandens ord. Sidsel og Bodil forklarer, at der er en sammenhæng med, hvad der siges og situationen. En pige rækker hånden op og siger; ”Jeg har prøvet at blive kaldt en kælling, det blev jeg ked af”. En af drengene kommenterer straks uden at række hånden op; ”Hvem har sagt det – var det en fra klassen?” Klassen har en god dialog, hvor følelser og klassens sociale liv berøres ud over ordenes og sprogets univers. Efter en række ”farlige” ord, beder Bodil om, at alle skal bidrage med nye ord, som nu skal være ”smukke” og ”gode” ord. For at sikre at alle bidrager høres eleverne en for en. Nogle vil gerne springes over, da de bliver presset, men de fleste får sagt et ord – nogle flere ord. Ord som heste, kærlighed, chokoladetrøffelkage, hunde, hejsa, venner og flødeskumskager kommer hurtigt på banen. Pigerne er på, mens nogle af drengene er ved at have fået nok af øvelsen. En dreng byder ind med Playstation 3, men er usikker på, om det er seriøst. En anden siger ivrigt fiskeri, efter at Hanne påpeger, at han kan byde ind med noget, han holder meget af.

Form og funktion- en snak om arkitektur

De ”farlige” ord skal sættes i bur i dagens anden og sidste øvelse. Sidsel og Bodil giver en klar introduktion. Til inspiration fremviser de et bur, som er bygget i grillpinde af træ. Arkitekturen bliver introduceret som et redskab, der skal lede tankerne og ideerne hen på at give burene form, så formen bliver en bevidst del af byggeprojektet. De to kunstnere formidler levende, at eleverne selv kan bestemme formen på deres bur. Der tales både om form og funktion, for hvilken komposition skal burets sider have og hvor tæt skal pindene sættes, så ordene ikke slipper ud? Arbejdsprocessen med først at tegne en skitse af burets form introduceres også. Samtidigt skal børnene udvælge sig et ”farligt” ord, skrive det på kraftigt papir, klippe det ud og sætte det ind i buret på en pind. Eleverne er tændte nu og er ivrige efter at komme i gang. De fleste tegner først et par skitser. ”I skal tænke på at buret bliver tredimensionelt og det må godt være skævt,” hjælper Sidsel. Nogle af drengene tegner først grundplaner af deres bur med blandt andet sekskanten som grundform og tegner sig også frem til en tagkonstruktion, inden de målrettet går i gang.

Kreativitet og (sam)arbejde inden for fastlagte rammer

Materialer er valgt på forhånd i form af grillpinde, sugerør og lidt fjer – og man må max anvende to sugerør. Selvom undervisningsformen er traditionel og eleverne har faste rammer i materialeudvalget, er der rig mulighed for innovation og kreativitet i deres konstruktioner. Det er en god ide at arbejde to på det samme bur, da der er brug for hjælp, når pindene skal limes sammen. ”Jeg vil gerne arbejde alene og bygge mit eget bur, men det er også svært at være alene,” overvejer en pige højt. 8 bestemmer sig for at bygge deres eget bur, 4 vælger at arbejde to og to, og tre piger danner den sidste gruppe. En pige udforsker pindene i et gammelt rullegardin, som Papirkontoret har medbragt som supplement til grillpindene. Med sikker hånd får hun bygget et rundt bur og udnytter også snoren i gardinet til at hænge sit ord. En anden elev idéudvikler på materialets positive begrænsning og klipper det røde sugerør i små stykker og dekorerer hele burets top. Flere af drengene der havde lidt svært ved ordlegen tidligere er nu helt opslugte i at bygge bure. Der blev udvist rummelighed eleverne imellem - det går godt med at assistere hinanden og samarbejde - og i de enkelte arkitekturmodeller. Udtrykkene ender med at være er meget forskellige.

 

Dronen, Østerbro

På Østerbro ved søerne ligger fritidsklubben Dronen i lokaler, der tidligere har hørt til det gamle Kommunehospital. På 1. sal, krydser en pige iført rødt tylskørt, rød hættetrøje og stylter pludselig den lange gang. Hun kommer ud af døren fra fritidsklubbens teatersal. Både tylskørt og stylter er meget populære blandt pigerne, som bruger teatersalen og begge dele indgår i den teaterforestilling, som 22 af klubbens piger er ved at lave sammen med scenekunstner Pernille Haugesen. Pernille og pigerne er i gang med at konstruere et teaterkoncept til SamVærk festivalen. De arbejder ud fra børnenes personlige fortællinger og 'stedspecifikt'. Derfor har de beskæftiget sig med, hvad steder bruges til, og hvordan man kan lave ”nye” steder ved brug af krop og et specifikt sted. De skaber små fortællinger ved at bygge billedlige formationer med og uden bevægelse og med og uden lyd. Pigerne kommer fra forskellige skoler og går i 3.-5. klasse. De har selv meldt sig til projektet og har ca. en måned til at blive klar til at kunne optræde med deres performance. ”De er engagerede, ansvarlige og kommer hver gang, som er 3 gange om ugen i 2 timer,” fortæller Pernille. De arbejder i lokalerne på Dronen, ude og inde, men mest på Frue Plads, hvor festivalen skal finde sted.

En ramme der fyldes ud

”Det er pigernes ideer, til hvordan man kan bruge pladsen, der er udgangspunkt i forestillingen. Jeg laver rammen om deres arbejde, de fylder den ud, ” fortæller Pernille. Mens de øver på pladsen, får tre af pigerne ideer til forskellige formationer, som bliver udgangspunkt for tre grupper og tre sekvenser i forestillingen. Det er blot et eksempel på det samarbejde, som Pernille selv kendetegner som et slags eksperimenterende arbejdsfællesskab. Her skal deltagerne, inklusive hende selv, have lov til at ”fejle”. Hun ønsker ikke at være den alvidende instruktør, men fortæller pigerne, hvis der er noget, hun synes ikke virker eller ikke ved, hvordan hun skal komme videre med. Så inviterer hun pigerne til at hjælpe med at finde alternativer. Udviklingen af forestillingen foregår som en fælles kreativ proces, hvor inspirationen går begge veje. En af de rammer pigerne får til opgave at udfylde, er bl.a. temaet ´”barn i byen”, som de arbejder med i deres formationer. De eksperimenterer også med at inddrage et tekstunivers til pladsen, ved at de hver især skriver om at være barn i byen. Teksten iscenesætter de til formationer på konkrete steder. En meget poetisk af slagsen handler fx om forskelligheder i byen. Den tager udgangspunkt i en tur i bussen, hvor en af pigerne kigger på en gammel dame, så ned på sine egne Converse støvler og tænker, at det er fantastisk, at der er plads til forskelligheder i byen. Det er det, byen kan, konkluderer hun til sidst.

En forestilling i proces

Pigerne er gået i gang tre uger før sommerferien, hvor de har arbejdet på at skabe materiale. Nu er de i gang med den første uge efter en 7 uger lang sommerferie. De er ved at genopfriske deres materiale. Pernille opridser 4 faser i processen:

-      Lære hinanden at kende

-      Øve på pladsen, hvor børnene er meget selvkørende.

-      Genopfriskning.

-      Finde form og struktur.

Det er især i den første og i den sidste fase, at Pernille er mere inde over. Bl.a. styrer hun aktiviteterne i starten og giver pigerne et kunstnerisk sprog, de kan arbejde ud fra og udtrykke sig med. ”De tager det til sig, og bruger det på eget initiativ,” fortæller Pernille. Hun vil gerne have deres energi og udtryk frem. At sproget og teaterøvelserne inspirerer til kreativitet, ses bl.a. i pigernes frie leg i pauserne.” Det er sjovt, når vi laver scener på mure eller vægge, så får man en masse goder ideer, ” fortæller en af pigerne. Pernille bliver omvendt inspireret af pigernes spontane lege og inddrager nogle af dem i forestillingen.

For at fastholde de spørgsmål hun selv stiller undervejs, og for at huske pigernes idéer og formationer, videofilmer Pernille det hele og laver en logbog. Pigerne kan ikke altid selv huske, hvem de er i gruppe med og hvad de helt præcist skal i scenerne. Så i dag viser hun dem, hvordan de har lavet den pågældende scene tidligere. De stimler sammen om computerne i det ene hjørne af salen. Snart er de klar til at øve. De stiller sig ud i grupperne og Birthe Kjærs kendte nummer ”Vi maler byen rød” fylder rummet, mens grupperne laver hver deres koreografi baseret på sangteksten.

 

Ellebjerg Skole, København SV                 

Cykler man ud på Teglholmen i Sydhavnen, bliver man mødt af utallige byggepladser og flere nye glashuse skyder stadig op med jævne mellemrum. Søger man ned mod vandet, får man øje på en pram, der ligger ved østkajen. På afstand ligner den bare en gammel og rusten båd. Men der er meget mere på spil, når man kommer tættere på. Det er også den oplevelse som 5.A. og 5. B. fra Ellebjerg Skole får, da de besøger kunstnersammenslutningen Illutron i deres kreative og flydende værksted. Lærerne har på forhånd bestemt at blande klasserne, så både oplevelsen og dem man er sammen med måske kan byde på noget nyt og anderledes end hverdagen på skolen. Nu har de to hold hver fået to dage på båden sammen med Christian, et par af hans hjælpere og tusindvis af dimser og dutter, skruer, rør og slanger. På båden er der ikke alene elektronikværksted, men også stålværksted og installationer, der imponerer. Christian er vant til at arbejde med installationer og performance og resten af Illutrons besætning er tydeligvis også glade for robotter, ild og interaktiv kunst. Der er ingen tvivl om, at det kreative miljø er noget af et kulturchok for de fleste børn fra Ellebjerg Skole. Det her er bare skørt!

Omgivet af inspiration

Der bliver rykket ved noget i børnene. Det er i sig selv en ny og vild oplevelse at kravle ned fra skibet og ud og stå på en flydedok. Børnene er virkelig kommet ud af klasselokalet, væk fra deres nærmiljø og ud på opdagelse i deres lokale område. De er kommet til et mystisk sted, der har en ”svævende” rød sofa, hvor man kan sidde og dyppe tæerne i havnen, flydende græsplæne og et toilet, der står på en bunke bildæk midt ude i vandet. To dage for hvert hold er desværre ikke meget tid til at vænne sig til de nye omgivelser, der er meget anderledes. Det er lidt som at være landet på en anden planet. Men der er heldigvis tid og lyst til, at der kan blive snakket om alt det, der skal foregå de kommende dage. Der er stillet en masse kasser frem med alle mulige forskellige dimser og skruer og der er bunker af værktøj lige ved hånden. Det er tydeligt, at det er en svær balancegang mellem at have stor lyst til at udforske de spændende omgivelser, der byder på masser af mulighed for leg ,og at holde fokus på opgaven og få lavet et værk til tiden. Selve rammen er med til at give oplevelsen med værkerne en ekstra dimension, som ikke er til stede på skolerne.

Et eksperiment

Banen bliver kridtet tydeligt op og det hele kan vel bedst betegnes som et eksperiment. Det er også lidt lettere at forholde sig til ”et eksperiment”. Der bliver brainstormet og ideerne tegnet på en tavle. Ingen ideer er for vilde i denne fase og Christian hjælper med at prøve at forene dem i et værk. Børnene kommer med masser af input og ideer og ikke overraskende kommer produktionen af værker til at kredse omkring vand som tema – det element, som børnene er omgivet af på båden i Sydhavnen. Det første hold har lavet Cykelkanonen. Den er tænkt som en slags ”forsvarsmaskine”, der kan skyde en solid vandstråle i den retning, som man vælger at dreje styret på cyklen. De har også lavet en skulptur af en gammel olietønde, der er iført støvmaske på hovedet og remouladetuber i stedet for hænder. Lige nu går den under navnet Remouladerobotten. Det andet hold laver også en skulptur af træplader, rør og slanger, der kan græde, spytte og tisse og hælde vand ud af – ikke ørerne – men slipset. Vandet flyder i det øjeblik, hvor tilskueren vælger at dreje på en hane med rødt håndtag. Det sidder lige der, hvor det kan være lidt pinligt og udfordrende at ”tage fat”.

Alt kan lade sig gøre

Ikke alene rykker besøget på Illutron ved børnenes forestilling om, hvordan man kan udfolde sig kreativt, Christian prøver også at rykke ved forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre; ”Det kan godt være, at det ikke bliver 100 %, som i har forestillet jer, men vi kan altid arbejde med at finde en anden løsning,” siger han. Også hjælperne fokuserer på at se mulighederne i stedet for forhindringerne. Børnene har lidt svært ved at forholde sig til alternativerne, lige indtil de voksne tager fat i dem og hjælper med at få sat tingene i gang. Christian har bl.a. en samtale med en af pigerne, der går ud på, hvordan de kan få lavet ben til en af skulpturerne. ”Så skal rørene sættes fast på jernpladen, men det kan jeg jo ikke,” siger hun. Men det kan hun, for Christian tager hende med ned på skibets værksted, hvor han ifører hende dragt, handsker og maske. Hun er skeptisk, men han viser roligt og overbevisende, at hun sagtens kan føre svejseapparatet. Snart står pladen med de nye svejsede ben på kajen, klare til lidt spraymaling. ”Se hvad jeg har svejset,” råber hun stolt til de andre. Nogle af drengene har samme oplevelse, da de skal sætte rør og slanger sammen. De både smører og tætner og håndterer tængerne med stor entusiasme. De skaber nye ting af gamle ting og det er værker, der alle søger at opnå en interaktion med og reaktion fra deres publikum.

 

Skolen på Islands Brygge

Skolen på Islands Brygge er en af de nyeste folkeskoler i København med lyse klasseværelser og tilhørende store fællesrum, så der kan arbejdes i flere zoner samtidigt. 8.u. har besøg af billedkunstneren Karoline H. Larsen. Den normale undervisning er i dag tilsidesat, for at der kan arbejdes. Men enkelte valgfag som fx tysk og fransk gennemføres, så nogle af eleverne er væk et par timer. Det påvirker heldigvis ikke arbejdslysten her på den næstsidste dag for kunstprojektet. Klassen er inddelt i hold, der arbejder med forskellige komponenter der tilsammen danner selve værket. ”Vi har været inde på pladsen og måle op, inden vi gik i gang, og det var rigtig godt,” fortæller en af eleverne. ”Vi startede med de fysiske rammer for stedsspecifikt at kunne udpege byrummets symboler,” fortæller Karoline om den forudgående proces. Det handler om at 8.U.s værker referer til pladsens eksisterende klassiske bronzebuster, som har stået ude foran Universitetsbygningen i mange mange år. Klassen sidder nu og arbejder på to hoveder, der skal op og sidde på to sokler, som Bureau Detours har stillet klar til dem inde på Frue Plads. Men værkerne er installationer, så der bliver også arbejdet med andre virkemidler.

En installation af forskellige komponenter

Karoline varmer eleverne op til dagens videre proces ved at starte dagen med at bede om en status over, hvor langt de forskellige grupper er med de to hoveder? Hvilke komponenter mangler? Der mangler øjne og en mund på et af hovederne. To af grupperne arbejder med at forme hovederne af forskellige materialer. De spænder lige fra akrylmaling og plastkurve til isoleringsskum og strips fra byggebranchen. Status på lyd gennemgås også. Der skal optages mere lyd med udstyr der er så fintfølende, at man fx kan optage lyden af en hånd, som stryger gennem græs. Men hvad er det nu lige, at hovederne fra Islands Brygge skal sige? Hvor frække må de ende med at være i munden og hvad for lyde, skal de optage? Loddegruppen giver også deres status. Det ser fornuftigt ud. ”Vil I afløses piger?” spørger Karoline. Nej, gruppen er klar til at fortsætte med at lodde lysdioder.

Grupperne går i gang og Karoline går rundt mellem de to formgrupper samt lys- og lydgrupperne og skubber på den måde blidt til den videre proces. Klasseværelset og det tilhørende fællesrum summer af aktivitet, og hurtigt genoptager eleverne fordybelsen fra den foregående dag.

Nyt formsprog og finmotorik

De utraditionelle byggematerialer inspirerer eleverne til at udforske formsproget. Fx bliver et skumrør klippet op til krøller og et andet kreativt indfald viser, at strips er de perfekte øjenvipper. Der bliver altså skabt et formudtryk, som de selv er med til at udvikle ved at afprøve materialernes muligheder. To drenge samarbejder om at flette håret sammen af flere rør og kæmper med materialet. Karoline giver enkelte fif til montering og udfordrer dem til at studere mængden af fletninger – har hovedet nok hår? Der er stor koncentration i loddegruppen, der består af 5 piger, som sidder foroverbøjet ved bordet og selvstændigt lodder lysdiode efter lysdiode til værkets lyssætning. Det kræver finmotorik og der snakkes ikke meget i gruppen. ”Det er rigtig sjovt, men det kræver også tålmodighed,” siger en pige stolt. Eleverne har faktisk brugt kroppen en del undervejs og lært, at der er sammenhæng mellem hoved og krop. Det ses fx i lodningen, som har givet dem nye kompetencer. De har lavet noget konkret med hænderne, samtidig med at det de laver er en del af værkets formsprog.

Frihed og samarbejde

I den anden gruppe, der laver det andet hoved, arbejder to piger med mundens udtryk. ”Vi har valgt en åben mund, så man kan se ’togskinnerne’ og i lysgruppen, er de nu i gang med at lodde lysdioder til skinnerne, så vi samarbejder på tværs af grupperne,” siger den ene med en vis entusiasme i stemmen. Projektet har meget fri rammer og består af mange forskellige processer i de enkelte grupper. Eleverne opfordres til at skifte gruppe, hvis de gerne vil prøve en ny proces, men de vælger alle at blive i de samme grupper. Det er tydeligt, at den store frihed i projektet, faktisk får eleverne til at tage ejerskab, idet de engagerer sig i de valgte grupper, men hele tiden samarbejder med de andre grupper i den fælles byggeproces. Fx prøver de at finde ud af, hvordan et øre bedst monteres med strips, så det kan holde til vind og vejr i et udendørs byrum. Ejerskabet i projektet kommer også til udtryk ved at der er opstået en form for selvjustits, så det bliver påtalt, hvis et gruppemedlem fjoller lidt for meget rundt. Det lader til, at de ung trives med de selvstyrende og selvregulerende arbejdsprocesser med en selvstændig stillingtagen og vidensdeling.